Gå til hovedindhold

Haver til Mavers Kulinariske Skolehave (4. klasse)

Bag hækken ind til Frederiksberg Have, ligger en hemmelig køkkenhave. En børneoase med gamle æbletræer, duftende krydderurter og meterhøje solsikker.

Indhold

    Jordens bedste faglokale

    Bag hækken ind til Frederiksberg Have, ligger en hemmelig køkkenhave. En børneoase med gamle æbletræer, duftende krydderurter og meterhøje solsikker. Her er der anlagt køkkenhaver og udekøkken til undervisning, og i dyrkningssæsonen blander de mange glade børnestemmer sig med biernes summen.

    Den kulinariske skolehave er ét af udeskolens og den åbne skoles faglokaler. Her vil eleverne gennemføre Haver til Mavers kulinariske grundforløb, som er udeskoledage med himmelhøjt til loftet.

    Undervisningsforløbet har fokus på meningsfuld læring, hvor eleverne gennem motiverende, praksisnær og sansebaseret undervisning tilegner sig viden og praktisk forståelse inden for kredsløbet “jord til bord til jord” med udgangspunkt i dyrkning, tilberedning og kompostering af økologiske grøntsager. Undervisningen styrker endvidere elevernes sociale og personlige kompetencer.

    Undervisningen er kreativ og legende og med plads til improvisation og utrolighed. Den varetages af en kompetent skolehaveformidler fra Haver til Maver, som formidler grøntsagsdyrkning, naturens mangfoldighed, sunde madvaner, madlavning, bæredygtighed og meget mere. Programmet tilrettelægges, så den for eleverne består af 80 % aktiviteter og 20 % teoretiske og praktiske oplæg.

    Forberedelse og efterbehandling

    Haver til Maver afholder, forud for forløbet et intromøde, med de lærere der skal med eleverne i skolehaven. Her gennemgås det overordnede program og formål for timerne i skolehaven. Forud for forløbet udsendes et detaljeret program for aktiviteterne i skolehaven, samt forslag til hvilken faglig forberedelse, der med fordel kan gennemgås på skolen. Efterbehandling på skolen kan fx være evalueringsøvelser eller elevlogbog.

    Målgruppe og omfang

    Klassetrin: Slutningen af 4. klasse, der bliver 5. klasse efter sommerferien, samt specialklasser på mellemtrinet.

    Fag: Alle fag er skolehavefag. Undervisningen i skolehaven er udviklet på baggrund af folkeskolens fælles mål for mellemtrinnet, primært 4.-5. årgang. Forløbet retter sig mest mod fagene natur/teknologi og madkundskab, men færdigheder fra andre fag såsom dansk og matematik udfordres også under hvert besøg.

    Varighed: Forløbet består af 8 Haver til Maver-dage i skolehaven og 1 lektion på skolen forud for forløbet. I foråret er der 5 besøg i skolehaven af 2 timers varighed, og i efteråret er der 3 besøg af 4 timers varighed. Hertil skal lægges transporttid mellem skolen og Frederiksberg Have. 

    Periode: Marts - oktober

    Max antal deltagere: To klasser ad gangen

    Kontakt: Sally Nordlund Andersen (sna@havertilmaver.dk / 22700723)

    Læs mere om Haver til Maver her: https://havertilmaver.dk


    Tilmelding sæson 2025
    https://forms.office.com/e/HSZ1XCsxUF

     

    Sæson 2024 materialer

    Se og hent filer i Haver til Mavers Dropbox:
    Havertilmaver-Dropbox

    Mappen er tilgængelig for årets tilmeldte lærere